Mit navn er Maris. For toogtredive år siden lagde min bedstemor en kniv i min hånd og viste mig, hvordan man skærer læder uden at kæmpe imod. Jeg var atten. Vi arbejdede ved et bord ved havet, og havet er der stadig uden for vinduet, hvor jeg arbejder i dag.

Jeg har aldrig ønsket et stort brand. Jeg ville lave en taske, en kvinde kunne bære i årevis. En, der rummer en hel dag.

Folk sagde, at en taske enten er smuk eller brugbar. Jeg brugte toogtredive år på at bevise, at de tog fejl.

Jeg gav hver enkelt navnet på en by, der har forandret mig. Bilbao. Córdoba. Florence. Hver rejse og hver kvinde, jeg mødte, blev til en tegning.

Nu holder jeg op. Ikke fordi noget gik galt, men fordi jeg vil lægge kniven fra mig, mens mine hænder stadig ved, hvad de gør. Det er den eneste måde, jeg kender til at afslutte noget, jeg elsker.

De sidste tasker fra min egen arbejdsbænk ligger i Closing Sale. Sidste stykker, ingen genopfyldning. Når de er væk, er de væk.

Hvis en af dem er skabt til dig, vil jeg gerne have, at du bærer den.

Med taknemmelighed,
Maris